Smartlog v3 » Frikadellemix
Opret egen blog | Næste blog »

Frikadellemix

En verden komplet med løg og aromastoffer

Det' dagen, før dagen, før dagen du ved...

22. Dec 2006 14:36, Frikadelle

Det er jo nemlig lige det, det er. I overmorgen er det juleaftensdag, og for første gang i lang tid oplever jeg at glæde mig til noget. Jeg har fået pyntet op, pakket ind og pakket ned. Nu mangler jeg bare Disneys Juleshow, så er jeg altså klar!

Jeg skal fejre min babys allerførste jul. Det føles helt... magiskt. Selvom han ikke rigtig forstår noget af det, så har julen i år en særlig betydning for mig. Jeg har allerede fået den bedste gave af dem alle, da jeg fik ham. Og jeg glæder mig til at se ham omgivet af folk, der elsker ham næsten lige så højt, som jeg gør.

Ti minutter i jul

13. Dec 2006 22:47, Frikadelle

December måned er lang og kold. Og hvem har dog slukket lyset? Når jeg vågner, er det mørkt. Og når jeg ENDELIG har snøvlet mig sammen til at afklæde mig min røde pyjamas og iklæde mig noget lidt mindre nattøjsagtigt... Så er det sørme mørkt igen?!
Jeg ved godt hvorfor det er sådan. Det er da fordi, det snart er jul!

Jeg får altid købt mig et alt for tykt kalenderlys. Sådan et af de der bæster, der skal brænde minimum 30 timer i døgnet, for at nå ned til den næste dato. Og det tænder man jo ikke, når det er lyst udenfor, vel?! Så det er da klart, at det er nødt til at blive mørkt kl. 11.30. Ellers ville vi aldrig nå ned til d. 24!

Inden jul skal jeg nå at rydde op, rydde ned, rydde til siden og rydde i kasser. Jeg skal også pynte op, pynte træ og pynte på budgettet, vaske gulv, vaske tøj, vaske barn, vaske hår og vaske køkkenskabene indvendig. Jeg skal købe de sidste gaver og ansøge om personlig konkurs, og så skal jeg også nå at have en lur! Det er bare jul lige om lidt... Hold kæft hvor er det her ikke for normale mennesker!

Elendig pakkekalender!

5. Dec 2006 01:03, Frikadelle

Dagens udflugtsmål var den praktiserende læge. Enormt mærkeligt koncept egentlig! Gik derind med min lille guldtaske og en pose Vicks og kom ud med en fødselsdepression. Hvem har lært den læge at dele pakkekalendergaver ud? Det må seriøst være en om'er!

Hvis man virkelig, virkelig gerne vil...

30. Nov 2006 17:56, Frikadelle

I tirsdags var jeg til et noget anderledes kontrolbesøg på hospitalets smerteklinik. Normalt taler jeg kort med en neurolog, der forstår en variende mængde dansk, alt afhængig af hvem jeg ender hos. Alle har de dog det tilfælles, at de simpelthen ikke aner, hvad de skal stille op... Men nogen gange er man åbenbart heldig at støde på en ung ildsjæl, der ikke helt har opgivet modet.

Han var en meget sød og rar ung mand(lig læge). Pænt hår, pænt smil, pæn numse. Han havde også en yderst nydelig ung medicinstuderende med. Jeg havde valgt den helt forkerte dag, at tage en bluse med gylpepletter på!

Den meget søde og rare unge mand(lige læge) bragte hurtigt ideen om en shuntoperation på banen. Til dem, der ikke ved hvad det er, kan jeg afsløre, at det gjorde den medicin studerende heller ikke. Jeg har iøvrigt altid haft ondt af de medicinstuderende, der bliver udsat for mig. Ikke fordi jeg lugter af tis eller noget. Nej, mere fordi, de ofte får sådan et blankt udtryk i ansigtet (og hermed en slet skjult advarsel til Maria om ikke at tage turnus på neurologisk ved Århus Sygehus ;)). Værst var det nok for den stakkels unge mand der engang i efteråret 2004 stod og svedte ind over mig med oftalmoskopet i 7-8 minutter, for derefter, med bævende stemme at krybe til korset og erkende, at han altså ikke kunne finde min pupil... Bagefter tog det overlægen ca. 3 sekunder at komme til den konklussion, at det nok var fordi, man slet ikke kunne se den;) Men stakkels knægt dog, han stod jo der og troede, at han ikke havde fulgt godt nok med i timen. Men nu er jeg igen kommet ud på et af de berømte sidespor.

En shuntoperation er en operation, hvor man opererer en slags dræn ind i hjernen. Via en tynd gummislange ledes den overskydende mængde hjerne- og rygmarvsvæske ned i bughulen, hvor det så kan blive absorberet ud i kroppen. Jeg ved ikke lige HVOR tydeligt det skal understreges, at jeg ville synes, det var virkelig virkelig ufedt at blive barberet skaldet og få smækket et sugerør ind i kraniet! Desuden er det heller ikke nogen ubetinget god ide fordi der kan opstå forskellige former for komplikationer. Det er altså noget med at opveje fordele og ulemper. Den meget søde og rare unge mand(lige læge) var imidlertid overbevist om, at han havde fundet lige præcist løsningEN til mig, og jeg skulle i hvert fald ikke afvise idéen, før jeg havde haft en samtale med en neurokirurg. Nu er jeg jo heller ikke selv helt tabt bag en vogn, så jeg bad ham tage det op med en overlæge, før han henviste mig.

Da den meget søde og rare unge mand(lige læge) returnerede til undersøgelseslokalet, var det da også med beskeden om, at det måske nok muligvis, var mig, der havde ret*triumfere, triumfere. Frikadelle, 3 år*  Det var ikke noget de anbefalede at gøre, med mindre man enten var meget truet på synet eller "hvis man virkelig, virkelig gerne ville"... Øh... Haha:-D Ja! Hvis man virkelig, virkelig gerne vil prøve at blive opereret i hjernen! Det kan jeg godt se... Så er det bare jeg tænker... Hvor mange har egentlig virkelig, virkelig meget lyst til sådan noget? Mit bud må være noget i nærheden af... 5?! 

Men én ting må man give den meget søde og rare unge mand(lige læge). Han satte i hvert fald ikke sit lys under en skæppe!

Julen Har Englelyd

27. Nov 2006 15:30, Frikadelle

Jeg har jo stædigt holdt på min ret i forbindelse med tidspunktet for julens komme. Og sørme om ikke jeg fik ret!

Med julen kommer engle, og jeg har i særdeleshed nydt godt af dén tradition. Der har ikke været en engel forbi i bogstaveligste forstand, og drysset med vingefjer og stjernestøv ud over min alt for store opvask. Til gengæld har en vaskeægte Juleengel været forbi mit humør, og drysset mit kaotiske indre med trøstende kram og vinterbløde flyvekys.

Jeg er så heldig, at være velSignet (;)) med så betænksom en person i mit liv, synes jeg. Bare det, at hun tænkte på at skrive til mig for at fortælle, at hun havde læst, at jeg havde haft en rigtig dårlig fredag, gjorde mig virkelig glad. At hun tænkte på, at det måske var vigtigt for mig at få at vide, at det var blevet set og hørt, at jeg var så frygteligt ked af det. Og senere ringede hun, ikke fordi hun kunne ordne noget som helst, men bare fordi hun ville fortælle mig, at hun også syntes, det var noget l**t. Da græd jeg lidt. Hvor er det bare utroligt så lidt der nogen gange skal til, før end at man føler, at man igen passer ind i verden. Et enkelt opkald og et par trøstende ord. Og så ved man, at man ikke er alene. For er det ikke det, der er det værste? Følelsen af at stå med hele verden på sine skuldre, og ingen der kan tage over, når det bare bliver for tungt?!
Fremover vil jeg huske, hvor meget de små ting betyder midt i alt det store. Måske kan jeg gøre samme forskel for en anden til den tid...

                          

Jeg hader alt!

27. Nov 2006 14:21, Frikadelle

Så har jeg vist ligesom osse fået dækket dén del af tilværelsen i dag :-P

PS: Jeg er løbet tør for chokolade. En eller anden burde lave om på det!

Ode til Underground

23. Nov 2006 09:45, Frikadelle

Åh du sødmefulde chokoladeis med glæde i din bund
Hvor jeg elsker, når dine kolde kys omfavner min tunge
Glædens sødme og Gudespise fortryller alt i min mund
Barndommens glæde der atter får os til at føle os unge
Chokoladeis er vejen til fred
Chokoladeis som Underground vækker lykke
Chokoladeis, du fornøjer mig og får mig til at falde hen
Skønt problemet jævnligt er, at nogle bliver for tykke
Underground, varm mit hjerte og bliv ved og ved
For Underground, du er min allerbedste ven!

Mmmm, underground!

En tur i den følelsesmæssige rutsjebane

19. Nov 2006 03:35, Frikadelle

Fredage kan være mange ting. Det kan være dagen, hvor man glæder sig til weekends byture. Det kan være dagen, hvor man med glæde ser frem til et tiltrængt pusterum fra det travle job. Det kan være dagen, hvor man får tidligt fri og går på fredagscafé og drikker kolde øl... Og det kan være dagen fra Helvede, hvor man bare ville ønske, at man var blevet i sin seng med en kande cola og 50 poser Dumle!

Min fredag hørte helt klart under den sidste kategori. Egentlig er der en lang forhistorie til det her, men da det som sædvanlig er blevet ret sent, synes jeg måske, vi skal nøjes med den ultrakorte: Engang var jeg lidt ved at dø, det gjorde jeg heldigvis ikke, men til gengæld fik jeg nogle mén og en neurologisk følgesygdom. Disse mén er bl.a synsproblemer. Mine øjne har været kraftigt påvirkede af papilødemer (det er sådan nogle fæle hævelser inde i øjet) og blødninger pga. brist på synsnerverne. Lad mig med det samme understrege, at jeg er dybt taknemmelig for, at jeg overhovedet skulle få lov, at slippe så "nemt" fra det hele. Men et eller andet sted har man vel aldrig helt lyst til at slippe drømmen om, at det hele en dag skal blive ligesom det var, før jeg blev syg...

Hvorom alting er (og I Guder hvor jeg dog hader den frase!), så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg skulle til synskontrol på hospitalet som så mange gange før. Jeg har et passioneret forhold til synsfelttesten. Man skal sidde og stirre åndssvagt på en gul prik, mens man klikker på en knap, hver gang man ser stjerner. Det lyder nemt nok, ikke? Det er det også... Hvis altså ikke det lige var fordi, der inde i stjerne-kuplen, hvor den gule prik bor, STINKER af hospitalssprit og sure tæer. Og hvis man så sidder der og har lidt (eller voldsomt meget) kvalme og ondt i hovedet, så er det svært ikke i det mindste at forsøge at få omdøbt bæstet til bræk-kuplen!!! Man må dog sige, at det er stærkt formildende omstændigheder, at man som voksen kvinde har en lovlig undskyldning for at få sørøverklap for øjet, når man skal have foretaget testen.

Da jeg var færdig med at trykke stjerner, kvæle kvalme, og blive pustet i øjnene af en væmmelig maskine, kunne jeg fortsætte Tivoli rundt med et besøg hos Dr. Øjendame. Dr. Øjendame ER faktisk sød nok, hun er bare vældig... energisk. På Rachael Ray måde. Hende har I vel set? Jeg forbander den dag, nogen besudlede mit vidunderlige, højt elskede TV med hendes ekstremt højtlydt duracell-tilstedeværelse... Men sidespor. Dr. Øjendame. Hun var faktisk slet ikke særlig gavmild i anledningen af julen (som jeg insisterer på ER begyndt!) Jeg har, siden jeg fik mit syn tilbage, set skygger på alting. På dårlige dage er alting bare dobbelt. Det er aldrig bare nemt at læse en sætning eller et prisskilt, og jeg misforstår konstant ting jeg læser, fordi mit øje måske udelader et bogstav i et ord, fordi det står i en blind vinkel. Dr. Øjendame havde den tvivlsomme fornøjelse at oplyse mig om at det aldrig ville blive anderledes. Når det ardannelse der er på synsnerven ikke er blevet bedre efter to år, så skulle man nok heller ikke forvente, at det nogensinde skete.... Nåmen godt så! Det vil sige, at jeg vil aldrig kunne komme til at se en lige linje (Dette forklarer så mine utroligt ringe juleklipningsevner! ) Dér røg min barndomsdrøm om at blive linedanserinde i hvert fald! Jeg kan aldrig få et kørekort. Bye bye Frikadelle Thyring. Jeg har ingen ANELSE om hvad det her kommer til at betyde for mine uddannelsesplaner. Jeg er jo en time om at komme gennem 5 sider i Costume, og det er ikke ligefrem sprogbrug for hjernekirurger, de har fundet frem der... Det var bare et råt, koldt slag på siden af hovedet, var det!

Vi skulle også gennemgå synsfelttesten og sammenholde den med tidligere resultater. Det var en grim overraskelse at se, hvor kritisk det havde set ud, mens jeg var gravid med min  søn. Det var meget tydeligt at se på testresultaterne, at min krop havde svært ved at håndtere det store fysiske pres ved at være gravid, samtidig med at jeg ikke kunne få fuld dosis medicin.

Det var en mærkelig viden at gå hjem med. Skal jeg så aldrig have flere børn? Ville det bare være at friste skæbnen, når jeg nu ved, hvad det kan gøre ved mit syn?! Skal det virkelig være dét, der afgør størrelsen på min familie?! Og hvad gør jeg af mig selv mht. uddannelse og fremtiden og... ja, livet?! Jeg troede, at jeg var hærdet, når det kom til sygdommen. Nu føler jeg mig imidlertid bare som en slatten, rådvild og ugidelig spaghetti. Og jeg aner ikke, hvem der skal trøste mig.

Til jul ønsker jeg mig medvind!

Identitetsløs

14. Nov 2006 02:18, Frikadelle

Der er dage, hvor livet er én stor grå  masse, hvor man leder efter sin base, men uden at finde det sted man hører hjemme.

Engang var jeg en del af en gymnasieklasse. Sidenhen blev jeg en del af de studerende ved en videregående uddannelse. Jeg var også en del af en kvidrende tøsegruppe, og på et tidspunkt var jeg en kollega på mit job. Som de fleste mennesker har jeg altid været en del af ét eller andet, noget jeg kunne identificere mig med, og som jeg kunne spejle min identitet i.

For bare 1½ år siden var jeg en del af de ufrivilligt barnløse. Det var der, jeg hentede mod og vilje, tro på fremtiden og håb om en dag at holde et barn i mine arme. Jeg befandt mig godt i det segment, det var et stærkt fællesskab, hvor alle tog hånd om alle. Jeg tænkte aldrig over, hvad der mon blev af de heldige. De der endelig fik drømmen opfyldt og kunne gå videre i livet. Tænkte højst, at de sikkert havde så travlt med alt det nye og gode, at de ikke længere følte behov for at være en del af "os".

Nu står jeg her selv. På den anden side. En udstødt. En synder. Og føler mig tabt for omverdenen. For hvad er jeg nu? Jeg føler meget stærkt, at jeg har fået vist døren fra barnløshedens univers. Og med rette, nu har jeg jo vundet i lotteriet. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde og have det så elendigt med at have nået mit mål. Jeg føler mig ikke som en integreret del af "mødregruppen", til det føler jeg, at min baggrund er for anderledes. Jeg har ikke den samme selvfølgelige tilgang til det at få, endsige have, et barn, som mange andre kvinder har. Men jeg føler mig heller ikke længere velkommen i mit gamle bagland. Nu er det mig, der bliver skrevet misundende og sårende ting om. Det er mig, der ikke kan være bekendt at vise mig på gaden med et spædbarn. Det er mig, der ikke kan være bekendt, at have sprunget over i køen.
For et stykke tid siden mødte jeg tilfældigt en af de kvinder, jeg før havde delt det brændende ønske om et barn med. Hun end ikke værdigede mig en simpel hilsen. Vendte bare ryggen til og hovedet bort. Os der før havde kæmpet en fælles kamp, var nu åbentlyst forvandlet til bitre modstandere. Det var hårdt! Det er hårdt at blive forkastet af fællesskabet, og endnu hårdere når man bliver konfronteret så brat med det.

Jeg hader, at jeg ikke kan nyde min søn, uden at skulle rammes af denne dårlige samvittighed. Og på samme tid forstår jeg fuldt ud hvor de følelser kommer fra, jeg har jo selv været i besiddelse af hver og en af dem. Samtidig med at jeg føler en enorm vrede over at blive afvist på denne måde, føler jeg et stort savn efter fællesskabet...

Jeg forstår godt, hvis nogen bliver stødt over at læse det her. Jeg burde jo bare være glad for, at jeg har fået min søn. Jeg forstår som sagt godt den tanke, for sådan har jeg også selv tænkt. Men jeg ville ønske, at jeg kunne blive undet min søn netop på grund af den lange vej til ham.

Zzz...

12. Nov 2006 23:16, Frikadelle

Lige om lidt dør jeg af træthed. Hvor mange timer kan man sove uden at blive udhvilet altså?!

Jeg har slet ikke kunnet vågne i dag. Jeg har bare siddet under mit tæppe og sumpet og krammet min søn, når han altså gad sidde stille. Jeg er så træt, træt, træt, helt ind i knoglerne. Gid jeg kunne sove i 100 år uden at blive vækket af baby eller mand eller telefon. En anden god ide kunne måske være at gå tidligere i seng...

6 måneder i himmelen

10. Nov 2006 00:31, Frikadelle

Min baby, min engel, min tykke, lille fnisefis... Han har nu været en del af mit liv i seks måneder, og hvor har jeg elsket hvert minut!

Jeg sad i dag og så ham sove. Med savl ned på hagen og de små, buttede hænder, der knugede kanten af min trøje. Tænk at man skal være så heldig, at få lov at opleve sådan en kærlighed. "At elske" får pludselig en helt ny betydning. En ekstra dimmension.

Den dag han blev født, var den første dag i resten af mit liv.

Bangebuks

7. Nov 2006 00:39, Frikadelle

Her havde jeg skrevet et mægtigt langt og inderligt indlæg i bloggen. Med næsten korrekt kommatering. Men så fik jeg kolde fødder? Pludselig fik jeg voldsomme skrupler ved at hælde mit dybeste indre ud foran en masse mere eller mindre fremmede mennesker. Hvorfor? Gad vide hvilken funktion det har?

Så nu har jeg slettet det hele igen. Er det i grunden ikke mærkeligt, at man kan være nervøs for at blive stemplet som jordens største pivskid af folk, man overhovedet ikke kender?!

Det' sørme, det' snart, det' jul...

3. Nov 2006 23:20, Frikadelle

Hov... Så vågnede man op en morgen og så, at det nærmest var jul udenfor ens vindue?! Det er nu, det er virkelig nu... Tiden er kommet, hvor vi må iklæde os rensdyrkostumet og synge Bjældeklang, imens vi lystigt sylter og bager og koger til den store juleguldmedalje. Hvert år har jeg diskussionen med de andre. Antijulerne. At det er aaalt for tidligt. Det er jo  kun november. Og egentlig har de jo en pointe. Men det er ligesom bare ikke NOK, hvis jeg skal holde al min jul indenfor 24 sølle kalenderdage, vel?! Jeg er nødt til at have lidt mere tid at afvikle min iver i, ellers risikerer vi bare, at jeg ikke bliver færdig, og så opstår der spontan og undertrykt juleglæde engang midt i sommeren 2007... Og dét ville så til gengæld nok være lige en måned for tidligt! 

Jeg har begået et mirakel

30. Oct 2006 23:32, Frikadelle

Jeg har begået et mirakel. Et af dem der varmer helt ned i tæerne, ud i ørerne, op i håret og hele vejen rundt... Det er 70 cm. langt og har sparsomt lyst hår. Det er min søn. Han er vidunderlig!
Jeg græder, når jeg kigger på ham. Al den lykke og kærlighed han vækker kan ikke holdes inde. Det flyder over. Det må ud.
Engang var han har ikke. Jeg husker ikke, hvordan det var. Han bor overalt, i min hjerne, i mit hjerte, i mit hus, i mit liv... Jeg ønsker aldrig at tage to skridt uden at hale det savlende lille væsen efter mig som én stor bunke kærlighed. Tænk om jeg aldrig havde fået ham. Jeg ville umuligt kunne have levet et lykkeligt liv!
Alt er bare så rigtigt nu, mig og Willy, Willy og jeg...
Jeg begraver hovedet i hans mave råber "WILLY, JEG SPISER DIG!". Og han skriger og hviner af fryd og begejstring. Han krammer og kræver grådige kys til sig. Han ved, hvor han hører hjemme.
Jeg vil aldrig helt forstå hvor heldig, jeg har været. Mens andre sidder med tomme arme og længes efter deres mirakel, sover jeg tungt med armen om mit... Det håber jeg aldrig, jeg glemmer at værdsætte!

Mit mirakel. Min soen, fem maaneder gammel

Kamikaze-tæer

28. Oct 2006 04:06, Frikadelle

Efteråret er den årstid der lever mest op til sit navn. Den kommer virkelig altid efter mig! Mine tæer lider af klaustrofobi, så de er stort set altid i frit trav i et par sølle sommersko. Ud over hele den kolde oktober måned. Igen i år er det ris til egen, overdimensioneret bagdel, hvorfor jeg nu sidder her, kl. 04.04 lørdag morgen, og overvejer at donere stærkt forkrampet slimlunge til Frelsens Hær. Mon de overhovedet vil modtage sådan en, hvis ikke man har vasket den i maskine først? Nå, sidespor. 
Hvad er det så for noget, det der med de bare tæer alt for langt hen på året? Er det danskens kamikaze-agtige forsøg på at fastholde den sidste lille stump sommer? Jeg mener, sommeren var jo ligesom kun 2-3 timer nu om dage. Kunne man ikke indføre sådan en slags klausul i voksenlivet, der gik ud på, at man SKULLE iføre sig stømper af en eller anden art, når temperaturen faldt til under 15 grader? Jeg tror det ville gøre alting meget nemmere for mig...

Men jeg lærer det vel, når jeg bliver voksen